topbar_lefttopbar_centertopbar_right
FORSIDE
OPGAVEN
ORGANISATIONEN
SAGSBEHANDLING
VI SØGER OPLYSNINGER
ANMELDELSE AF NY SAG
DET HAR VI GJORT
PUBLIKATIONER
ENGLISH

DET HAR VI GJORT (pr. 31. marts 2010)

Inden for statsadvokaturens kerneområde, strafbare forhold begået i udlandet, er der siden oprettelsen indledt undersøgelse i 219 sager. En lovændring i 2009 har ført til, at undersøgelser er indledt i 27 sager i 2010. Gerningsstederne er fordelt på godt 30 forskellige lande i Europa, Afrika, Amerika og Asien. De fleste sager kommer fra Afghanistan, Ex-Jugoslavien, Mellemøsten og Rwanda, der alle har været konfliktområder i mange år. Godt 35 % af sagerne er modtaget fra Udlændingemyndighederne, der enten på grund af asylansøgerens stilling eller på grund af ansøgerens egne oplysninger får mistanke om, at denne har begået alvorlig kriminalitet i hjemlandet. Udgangspunktet er, at statsadvokaturen først får sagen tilsendt fra Udlændingeservice, når det er afgjort, at asylansøgeren forbliver i Danmark enten med tilladelse til ophold eller på "tålt ophold". Statsadvokaturen er også indstillet på at vurdere, om der er grundlag for retsforfølgning af kvoteflygtninge, som Danmark er blevet bedt om at modtage.

Statsadvokaturen har via hjemmesiden, ved en flersproget folder og medieomtale fået anmeldelser fra private, og også egne undersøgelser har ført til, at efterforskning er indledt (initiativsager). Flere interessegrupper har anmeldt udlændinge, der kortvarigt opholder sig i Danmark som konferencedeltagere eller foredragsholdere, for kriminalitet begået i hjemlandet. Det stiller ganske særlige krav, da undersøgelsen så skal ske meget hurtigt. Endelig bliver udenlandske statsoverhoveder og ministre anmeldt, selv om de er uden tilknytning til dansk territorium, og selv om de for tiden ikke kan retsforfølges p.g.a. deres stilling.

Undersøgelserne har ført til, at en person i 2004 blev dømt for røverier og bortførelse, begået i Uganda. Der er også grundlag for tiltale mod en tidligere irakisk hærchef, der er undveget. Tiltalegrundlag forelå i en sag om bortførelse og seksuelle overgreb, men mistænkte er afgået ved døden.

En person har været varetægtsfængslet for deltagelse i folkemordet i Rwanda, men er løsladt den 10. august 2007. Påtale i sagen er senere opgivet på grund af manglende udsigt til domsfældelse. Den 20. december 2007 blev en dansk statsborger af pakistansk herkomst frifundet for at have dræbt sin ægtefælle under et ophold i Pakistan. Retsformanden henviste i sin retsbelæring til, at man ikke kan stole på forklaringer fra en anden kulturkreds.

I 178 sager har der ikke været grundlag for retsforfølgning i Danmark. Der kan være flere forskellige grunde til, at det ikke er muligt at gennemføre en straffesag her i landet. Enkelte anmeldte har ikke længere ophold i Danmark, og der er derfor ikke grund til at indlede eller fortsætte undersøgelsen. Statsadvokaturen kan kun hindre udrejse, hvis der er en så bestyrket mistanke, at betingelserne for fængsling er opfyldt. Det har hidtil kun været tilfældet i sagen vedr. den tidligere irakiske hærchef , den ugandiske mand, en dansk statsborger af pakistansk herkomst og en statsborger fra Rwanda.

Strafansvaret kan være forældet, hvilket navnlig har haft betydning i sager om tortur, hvor strafansvaret kan være forældet 10 år efter, at den strafbare virksomhed er ophørt. Strafansvaret i drabssager er dog uforældeligt. Fra 1. juli 2008 er gennemført en ændring af straffeloven, hvorefter strafansvaret for tortur ikke længere forældes.

Hvis et gerningsland ikke kan bekræfte, at f.eks. en "tilstået" mordbrand har fundet sted, er der ikke grundlag for at fortsætte efterforskningen. Dette sker også, når forbrydelsen kan bevises, men det viser sig, at den anmeldte enten ikke har haft noget at gøre med begivenheden, eller at den er foregået på et tidspunkt, hvor vedkommende ikke har været gammel nok til at pådrage sig strafansvar.

Det er også forekommet, at det angivne offer for et drab viser sig at leve i bedste velgående. Endelig kan kriminaliteten være så begrænset, at der ikke er et rimeligt forhold mellem vanskelighederne ved sagens gennemførelse og den straf, der forventes idømt. Det var tilfældet for bl.a. en korporal, der videresendte ordrer fra generalkommandoen om at begå overgreb mod civile.

Endelig kan en mistanke mod en herboende opstå på grund af navnesammenfald med en efterlyst, hvor det efter nærmere undersøgelser viser sig, at den mistænkte ikke har begået strafbare forhold. 

Anmelderen bliver underrettet, når statsadvokaturen indstiller efterforskningen. Er sagen anmeldt af Udlændingemyndighederne, vurderer Udlændingeservice, om der er grund til at genoptage behandlingen af sagen om den pågældendes ophold i Danmark.

I sager, hvor det ikke har været muligt at få oplysninger om den kriminelle hændelse, er det ofte forekommet, at den mistænkte ved afhøringen har oplyst, at historien er opfundet for at forbedre muligheden for at få asyl.

Årsberetningerne for 2004, 2005, 2006, 2007, 2008 og 2009 omtaler problemstillinger af særlig betydning for statsadvokaturen og giver yderligere oplysninger.

41 sager er fortsat under behandling. Af disse er to sager modtaget i 2005, en sag i 2007, to sager i 2008 og 10 sager i 2009.

adresse.gif
bottombar_leftbottombar_centerbottombar_right